Og slengte sig, af Angst halv døde,
Ned for Barbarernes Feldt Herre, bedende,
I deres fælles Nød og Vaade,
At hand vil deres Mænd benaade.
Saa at, blant tusende, een Kone fandtes ey,
Som vilde, fra sin Mand at blive skillt, begiæres
Af tusende ey een? O Ney¬
Nu det er meget; paa min Ære,
Der gode Tider da endnu har maattet være.
Hvor haard end og Feldt Herren var,
Saa kunde hand dog ey aldeles Modstand giøre
De Bønner, Suk og Graad hand maatte see og høre;
Thi hvilken Mand, var hand ti gange en Barbar,
Kand ey en Qvindes Taare røre?
Mit gandske Hierte nu bevæges maae derved.
Jeg gad ey været her i Generalens Sted,
Og mig omringet seet af denne Qvinde=Skare,
Der var i saadan Nød og Drøvelse bestædt,
Jeg havde mig ey kundet bare,
Men som et Barn med dennem maatte grædt,
Og skænket Mændene strax, uden Penge, Livet,
Og hver af Konerne sin egen Mand forært;
Ja, om hun havde det begiært,
Endnu dertil een vilde givet.
Dog af saa blødt et Sind var Generalen ey:
J Smukke! sagde hand -- Hvordan! J SmukkeNey,
Det kand jeg aldrig mig indbilde,
