hvilken en Bonde vil foragte som kold og ufrugt bar, hver¬
ken god til Græsgang, eller beqvem til Sædeland.
Tvende Mennesker, der undersøge det samme Spørs¬
maal, forholde sig gemeenligen ligesom Lægen og Urtegaards¬
manden i at sanke Urter, eller som Bonden og Generalen
der betragte en Slette; deres Sind er i forveyen opfyldt med
uliige Begreb, og de anstille deres Undersøgninger til en ad¬
skillig Ende; de giøre derfor stridige Slutninger, og den ee¬
ne forundrer sig over den andens Urimelighed¬
Vi have des mindre Aarsag til at forundre eller støde os
derover, naar vi finde, at andre ere af anden Meening end
vi, efterdi vi meget ofte ere stridige imod os selv. Vi mær¬
ke ikke altid, hvor ofte vi forandre vort Sind, efterdi den¬
ne Forandring skeer undertiden uformærket og lidet efter lidet,
og den sidste Overbeviisning udsletter all Erindring om den
forrige; dog alligevel, et hvert Menneske, som er vant
til Tiid efter anden at eftersee sine egne Tanker, og vil kun
løseligen see tilbage, kand letteligen mærke, at hans Sind
har udstaaet mange Forandringer, at de samme Ting ere i
hans Levnets adskillige Parter baade forkastede og samtykte,
baade søgte og skyede; og at ved mange Leyligheder, endog
naar hans udvortes Forhold har været stadigt, har hans Sind
været tvilraadigt, og hand er blevet ved at følge en Plan i
sine Gierninger, meere fordi hand frygtede for at dadles for
Ubestandighed, end fordi hand var alttid tilfreds med sit eget
Vall.
Hvor
