Hvor adskillig en Anseelse den samme Ting maae bekom
me, ligesom den bliver beskuet paa adskillige Sider, og hvor
uliige Tilbøyeligheder den stedse maa opvække hos ham som
betragter den, derpaa kand vi ikke letteligen finde et meere ef¬
tertrykkeligt Exempel, end tvende Grædske Poeter vil give os i
deres Betragtninger over det menneskelige Liv, hvilke jeg her
vil meddeele mine Læsere.
Posidippus, en lystig Poet udbryder med dette Klage¬
maal: Jgiennem hvilken af Livets Veye skal mand helst
vælge at vandre. J offentlige Forsamlinger ere Stridighe¬
der og fortrædelige Handteringer; den private Huus=Stand,
;er fuld af Bekymringer; paa Landet er Arbeyde, paa Sø¬
en er Skræk, i et fremmed Land, den som har Penge maae
leve i Frygt, den som fattes Penge, maae forsmægte i
Kummer og Nød; er J gift, saa plages J af Mistanker;
er J ugift, da henslider J eders Tiid i en førtrædelig Een¬
lighed; Børn foraarsage Møye og Uroe; at være uden
Børn er en forladt Stand; Ungdommens Tiid er Daarlig¬
heds Tiid, og graa Haar ere bebyrdede med Skrøbelighed.
Dette Vall kand derfor alleeneste giøres, enten aldrig at
faae Livet, eller og strax at miste det.
Saadan og saa fæl er den Afridsning, som Posidippus
har lagt for os. Men vi maae ikke for hastigen lade os nøye
med hans Dom imod Livets Værd; thi Metrodorus, en
Philosoph i Athenen, har viist, at Livet har sine Fornøyel¬
ser saa vel som Fortrædeligheder; og saasom hand har afma¬
let Menneskets nærværende Stand med behageligere Farver,
