blive uformodentligen overrumplet. Naar mand i forveyen
bruger Forsigtighed, og giør intet uden det som er fornødent,
hvad har mand da siden at bebreyde sig? Er der ikke end og saa¬
dan Leylighed, at mand uforbigængeligen maae begive sig paa
Veyen i Regn=Væir, ligesom og at mand maae forlade sig
paa de panartigste Mennesker?
Natur og Vane.
ersom mand undtager Hiertets Slaaen og Egen=Kierlig¬
hed, da veed jeg intet andet hos os, enten iheenseende
til Siælen eller Legemet, som er tilstrækkeligen afgjort at væ¬
re en Virkning af Naturen og ikke af Vanen.
Den ædle Fattigdom.
iste er fattig, og maae takke nogle gudfrygtige Personers
Medlidenhed for sin Underholding, men hand har en Siæl
og et Hierte, som er meget høyere end hans Lykke, og mand
hører ham sige min Fattigdom, paa en ædlere Maade, end
tusende andre sige: mine Midler, mine Eyendomme, mi¬
ne Jorde=Gods, mine Herregaarde,
De sande og falske Gode Ting.
er er denne Forskiel imellem Dydens sande, og Lykkens
falske Gode Ting, at naar mand begiærer de første, da
eyer mand dem? da mand derimod er virkeligen fattig paa
Lykkens gode Ting, naar mand begiærer meere end mand eyer,
om mand end eyede alt hvad der kand haves deraf. Bør mand da
forundre sig over, at den dydige tiltager meere og meere i Dyd,
og at den Gierrige bliver fattigere midt i sin Overflødighed?
