Jeg kand ikke (sagde jeg igien) gaae saa
gen anden.
aldeles vidt med min Ærbødighed for ham men dog, hvor¬
somhelst jeg forstaaer ham (thi jeg tilstaaer at jeg kand ikke
allevegne) der agter jeg ham yppermeere end alle de gamle
Philosopher. Hans Symposion i besynderlighed læser jeg
med stor Agtsomhed og Fornøyelse, saasom jeg seer der de
berømteste Mænds Sæder og Carakterer, som levede paa
de ziirligste Tider i den ziirligste Stad i Grækenland. Og
med all tilbørlig Agt for disse nyere Tider, saa tviler jeg stor¬
ligen om at en Fortælling om et Giæstebud i disse Tider
endskiønt den var skrevet af den dygtigste Haand, kunde læ¬
ses med saa megen Fornøyelse og Nytte. Det veed jeg
ikke, (svarede min Ven) thi omendskiønt jeg agter de Gam¬
le lige saa høyt som J mueligen kand, og anseer de Nyere
som Dverge, naar de lignes imod disse Kæmper, saa dog
dersom vi komme op imod, eller nær dem i nogen Ting,
da er det i vores Giæstebuds Omgængelses Ziirlighed og
Flinhed.
Jeg forundrede mig saa meget meere over denne min
Vens Tvil, efterdi jeg vedste at hand med en blind Overtroe
ærede og forfægtede de gamle Skribentere. Jeg spurte ham
derfor, om hand talede alvorligen? Hand svarede at hand
gjorde; og at, efter hans Tanker, Plato trækkede den taa¬
belige Materie om Kierlighed alt for fiint og langt ud; og at
dersom jeg vilde kun lade ham indføre mig i den Club, hvor¬
af hand var et uværdigt Medlem, da troede hand at jeg skul¬
de i det mindste fatte samme Tvil som hand, eller maae
skee give de Nyere Fortrinet. Jeg takkede min Ven for
hans
