undskyldt, og sagde, at jeg aldrig nogensinde drak paa Hans
Majestæts Sundhed, omendskiønt ingen af hans Undersaat¬
ter ønskte den hierteligere end jeg. At jeg havde hidindtil ikke
fundet, at der kunde være den mindste Sammenhæng imel¬
lem den Viin jeg drak og Kongens Sundhed; og indtil jeg
blev overbeviist om, at jeg ved at svække min egen Sundhed,
kunde befordre Hans Majestæts, havde jeg besluttet at bevare
mine Sinds og Legems Kræfter, for at anvende begge Dee¬
le til hans Tieneste, dersom hand kunde nogensinde faae dem
behov. Jeg havde forudseet Følgerne af dette Afslag; og om
endskiønt min Ven havde sagt god for mig, at jeg var velsin¬
det mod Regieringen, saa mærkte jeg dog lætteligen af Sælska¬
bets Ansigter, at de havde nogen Mistanke om mig; og jeg
hørte at Obersten hvidskede til Lord Feeble: Denne An¬
tor er en meget underlig Krabat.
Min Ven var skamfuld for min skyld; men imidlertid,
for at hielpe mig derfra, saa got som hand kunde, sagde hand
høyt til mig:Mr. Ftz=Adam, dette er en af disse sære Mane¬
rer, som J er kommet i Vane med ved det at J lever saa
meget allene. Fra dette Øyeblik lod Sælskabet mig have
mine egne Griller, og bekymrede sig ikke meeere om mig. Jeg
lænede mig stiltiende paa Bordet, og ventede (endskiønt,
sandt at sige, jeg ikke ventede) efter at høre noget af den Glæd¬
skabs Lystighed, den artige Kortvillighed, som min Ven hav¬
de lovet mig saa stor en Deel af. Men i stedet for alt dette
løb den heele Samtale meest ud paa Fortællinger, og blev
meere og meere kædsommelig ved hver Flaske- Lord Feeb¬
le opregnede hans forrige Bedrifter thenseende til Kier¬
lighed
