Piile! Hvor er Retfærdighed! Efterdi Jndvaanerne i dis¬
se nedrige Elementer saa modtvilligen øve deres Grumhed!
Da hand havde fremført saadant Klagemaal, hørte hand
en Røst, som udbrød i disse Ord: Abdallah, tag dig i agt
hvorledes du opirrer de udødelige Guder, hvis Veye ere
urandsagelige, og gaae ind i dig selv; du beklager dig over
Kæmpens Utaknemmelighed, men du betragter ikke din
egen. Guds Forsyn havde ikke alleneste i Sinde at be¬
vare dig i de mange Farer du var undergivet, men var
virkeligen tilstæde hos dig, beskyttede og befriede dig; Jn¬
tet ulykkeligt Tilfald var Følgen af hans Hensigt, som kun¬
de give dig Aarsag til at klage; Du blev reddet ud af
utallige Ulykker, og din Lyksalighed blev kronet i det du
havde alt hvad du kunde begiære; Dog, du, utaknemmeli¬
ge Menneske, i Stedet for at erkiende med ydmyg og op¬
rigtig Tak disse oppebaarne Barmhiertigheder, forlod Dy¬
dens Vey, og forglemte din Skabers Godhed og Velgier¬
ninger. Kom ihu, herefter, at hvor stor Utaknemmelighed
du end kand finde her neden, saa ere dog Menneskene langt
meere utaknemmelige imod Guderne, saasom der er ingen
Ligning imellem det Endelige og Uendelige. Printzen blev
skamfuld ved denne Tilrettesættelse, og var i den yderste
Forvirring, fordømmende sig selv for sin Daarlighed.
Natten udbreedte nu sin sorte Kappe over den halve
Himmel, og all Naturen syntes at nyde en dyb Rolig¬
hed. Abdallah lagde sig og til Hvile, men saasnart Mor¬
genrøden havde aabnet Lysets Dørre, og malet de østli¬
ge Bierge-Toppe med hendes rosenfarvede Straaler, vaag¬
nede
