at være ikke mindre end en langvarig Død i et gkusomt og
haandgribeligt Mørke. Jmidlertid taalte hand den med et
tappert og taalmodigt Sind, anraabende tillige det guddom¬
melige Væsen, at hans Lidelser maatte forsone hans Mis¬
gierning. J Førstningen besluttede hand at ikke røre sig fra
det Sted hvorpaa hand var faldet, saasom hand tænkte at
hand kunde ligesaa vel døe paa et Sted som paa et andet;
men da hand betænkte det Mirakel, at hand var ikke knuset i
Stykker ved det store Fald, sagde hand til sig selv: Bør jeg
fortvile efter saa stor Barmhiertighed? kand Gud have af¬
værget min umiddelbare Død, alleeneste for at giøre den
mindre taalelig? Ney, hand finder ingen Fornøyelse i Men¬
neskenes Elendigheder; og jeg skulde begaae en Utaknemme¬
lighed, dersom jeg ikke ansaae denne Redning som et Under¬
pant paa hans Barmhiertigheder herefter. Jeg kand mue¬
ligen finde en Udgang, hvorved jeg maae befries fra dette for¬
færdelige Sted. Herpaa reyste hand sig, endskiønt med stor
Møye, og famlede omkring, indtil hand omsider hørte en for¬
virret Lyyd, hvorefter hand gik saa godt som hand kunde, og
fornam endeligen at det var menneskelig Røst; da hand nu
blev ved at gaae derefter, faae hand omsider et Glimt af Lys,
og tydeligen hørte Mennesker tale med hverandre. Dette
gav ham saadant Mood, at hand ikke følte til hans bekomne
Stød. Ligesom hand gik videre, saa blev det og mere lyyst,
og hand mærkte, at dette Sted var en stor naturlig Hvæl¬
ning af en Klippe, fra hvis Aabning Dagens Lyys kom ind.
Hand fandt dette en magelig Udgang til Søe=Kanten, hvor
hand saae adskillige Fiskere i deres Baade; af hvilke den ene
vendte tilbage igien, og da Folkene vare komne i Land, spurte
