dage blev gandske tilpas
f ham
bekomnee
inden faa?
men, saasom de tænkte, at hand vilde ikke blive beqvem til
deres Handtering, saa solgte de ham til en Kiøbmand i den
næste Kiøbstæd.
Saaledes var den ulyksalige Abdallah nu blevet en Sla¬
ve i det Kongerige, hvis Scepter hand tilforn havde ført,
Hans nye Herre fattede stor Kiærlighed til ham, og tog ham
til at opvarte hans egen Person. Da hand nu saae sin Til¬
stand forbedret, saa trøstede hand sig med det Haab, at Guds
Forsyyn vilde, i sin egen behagelige Tiid, giøre en Ende paa
hans Lidelser.
En Dag, da Abdallah gik tilbage fra en af de næstlig¬
gende Landsbyer, saae hand, langt borte, en graahærdet viis
Mand staaende ved Siden af Veyen, og lænende sig paa sin
Stav. Da hand kom nærmere til ham, syntes hand at kien¬
de hans Ansigt, omendskiønt Alderdommen havde storligen
forandret det; men da hand saae nærmere til, mærkte hand,
at denne ærværdige Person var ingen anden end hans gamle
Læremester Ali. Hand kastede sig strax ned for hans Fødder,
og raabte: See, o ærværdige Mand, eders fordum lyksalige
Myndling, men den nu ulyksalige Abdallah. Den Viise fat¬
te sig ned ved Siden af Veyen og udrakte sin Haand, sigen¬
de: Kom hid til mig, hvo du og er; men jeg frygter storli¬
gen, at Abdallah, Printz af Indostan, er ikke længere en
Jndvaaner i denne nedre Verden. Men imidlertid, da
hand nøyere havde betragtet ham, og var blevet overbe¬
viist at hand var virkeligen den Printz, som hand havde
