gjordt sig saa megen Umag for at underviise og anføre
paa Dydens Veye, udbrød hand saaledes: Hvor urandsa¬
gelige ere Guds Forsyyns Veye! O Monark! Gud har ik¬
ke slaaet Haanden af dig! dine Lidelser have faaet en En¬
de. Det Udyyr, som havde bemægtiget sig dit Kongerige,
er regnet iblant de døde, og der er sendt Bud ud til alle
Steder i Kongeriget, for at finde deres Printz, som hand
havde uretmæsigen drevet fra hans Throne. Kom, min
Printz, lad os skynde os til Indostan, hvor eders Folk vil
med aabne Arme tage imod eder.
En allmindelig Glæde udbreedte sig over den gandske
Stad ved deres Ankomst; og Abdallah blev igien sat paa
hans Forfædres Throne. Da denne Glæde=Fest var for¬
bi, vendte Ali sig til Monarken med disse Ord: Jeg gaaer
nu hen til min een somme Bolig. Naturen har næsten
fuldendt sit Løb, og jeg skal ikke meere komme til denne fol¬
keriige Stad. Hvad er et Menneskes Liv, naar det lig¬
nes med Ævigheden! Og hvad er der paa Jorden, som
kand giøre Menneskene lykkelige! Enhver Fornøyelse, den
meest ophøyede Stand er beblandet med Bitterhed; maa¬
skee, for at giøre Menneskene mindre forelskede i disse for¬
gængelige Ting, og for at bevæge dem til at udstrække de¬
res Hensigter videre end til denne Verden. Det er alle¬
neste i en tilkommende Stand hvor vi kand haabe at ny¬
de en fuldkommen Lyksalighed; men denne kand alleneste
opnaaes ved et ubesmittet Liv, ved alle moralske Dyders
Øvelse, og ved et erkientligt Vederlag af Tak og Priis
mod det allmægtige Væsen, hvis Barmhiertigheder ere
