ter, som talte noget Fransk, og min Søns Hov=Mester,
som var en Sveitser, skulde være vores Tolk paa Veyen;
og naar vi vare komne til Paris, da kunde en Fransk
Tiener eller to giøre alting mageligt.
Men, ret ligesom Guds Forsyyn havde i Sinde at
straffe vor Daarlighed, saa var vor heele Reyse en Kiæde
af Bedrøvelser. Vi havde ikke feylet en Miil fra Dover,
førend der reyste sig en hæftig Storm, i hvilken vort
Skib meget nær var gaaet under. Jntet kunde ligne vo¬
re Angester uden vor Søe Syge, hvilken maaskee formind¬
skede dem; omsider kom vi ind i Calais, hvor de ubevæ¬
gelige Told-Betientere borttoge Halvdeelen af de faa Ting
vi havde bragt med os. Vi leyede nogle Vogne, hvilke
befandtes at være gamle og beskadigede, og gik i stykker
for os i det mindste hver ti Miile. Tvende gange vælte¬
de vi, og nogle af os fik Skade, omendskiønt der ere ikke
onde Veye i Frankerig. Omsider, paa den siette Dag,
kom vi til Paris, hvor vor Banqverer havde forskaffet os
et meget got Herberg; det er, meget gode Værelser, me¬
get vel forsynede, og meget skidne. Her aabner sig nu
den store Skue=Plads. Min Hustrue og Datter, som
havde været meget nedslagne ved vore udstandne Fortræ¬
deligheder, opmuntrede sig igien, og længtes storligen efter
at raadslaae med de fornødne Kræmmere og Haandverks¬
Folk, da vor Banqverer og hans Kone, som vare blevne
underrettede om vor Ankomst, lykkeligen indfandt sig for
at besøge os. Hand var saa gunstig og bragte mig fem
tusende Livres, hvilken Sum hand forsirkrede mig var ik¬
