Den Søde
Drøm.
(Af Gellert.)
Med Drømme, som os født bedrage,
Den stille Nat engang forlyster Timons Sind,
Og lader ham i Søvne smage
Den Lyst, som neppe var ham vaagen faldet ind.
Hand sig i Drømme forestillte,
At midt udaf hans Seng en vigtig Skat fremkom,
Og sig med lige Hast indbildte,
At hand til et Lyst=Slot sin Hytte bygte om.
Hans For-Sal vrimler af Clienter,
Hand sidder upaaklædt ved sin Camin endnu,
Jmens ærbødigst paa ham venter
En Mængde, som hans Navn før neppe kom ihu.
Den Skiønne, som ham ofte vaagen
Med sin Koldsindighed har gjordt Bedrøvelse,
I Drømme bliver ham bevaagen,
Og med sin Kierlighed hans Lykke kronede.
Ham synes at hun er tilstæde
Og kiærlig favner ham; hans Hierte fryder sig,
Hand laller: Doris, du min Glæde,
Har Timon nu engang dog overvundet dig?
Hans Senge=Nætter kunde høre,
At ham en Drøm bedrog, hvorfor hand kiærligen
En Tieneste ham vilde giøre,
Og vække hannem op; hand raaber: Kiære Ven,
