kiendeligen hos Mandfolk iblant Pøbelen, da kommer det der¬
af, at disse grove Klodse lade sig ikke saa læt danne af Naturen.
Tiden skal bringe alting i Stand.
Lader os derfor ikke herefter forundre os over at see
Mandspersoner med Ringe i Ørene at virke Tapetserier, at
tage imod Besøgelser i deres Seng om Middagen, at afbryde
en alvorlig Samtale for at snakke med en Hund, at tale til
deres egen Figur for et Speyl, at leege med deres Kniplings
Ruer, at blive Rasende naar en Porcelains Markat eller
Dukke slaaes i tu, at falde i Afmagt for en syg Papegøye,
kort sagt, at lade det andet Kiøn ikke beholde een eneste af sine
Yndigheder for sig selv. En høyere Magt har vildet have det
Smagen er forandret, og hvorledes skulde den andet, efterdi
de indvortes Begreb ere forandrede, efterdi Siælens Kræfter
ere angrebne?
Mand kand ikke meere skiule det. Den sunde Fornuft
hos Mandfolkene forvandles til pludselige Jndfald; Hukom¬
melsen til Magaziner for smaa Løyer, deres Jndbildings¬
Kraft til et Fyrverkerie; de tale, de skrive saa løseligen, at de
synes at have ikke sagt eller skrevet noget; eller om de sige, da
sige de for meget. Det som er kun lidet vanskabt, er græsseligt;
det som er maadeligt got, er nydeligt; det som er kunløseligen
udkastet, er fuldkomment i høyeste Grad; enten de skal
rose eller laste, saa giøre de det uden Maade; de ere
fortryllede, henrykte, rasende over de Ting, som
havde ikke foraarsaget den mindste Bevægelse hos deres Olde¬
fædre, men alleneste hos deres Oldemødre.
J ubarmhiertige Dadlere, hos hvilke Naturen har maa¬
skee ikke endnu gjordt saa stor Fremgang, tænker ikke, at J
ville unddrage eder fra dens Magt; det er billigt, at den be¬
