Strandbredden, et Barn svømmende i Taare, og som udstrak¬
te sine smaa Hænder, ligesom for at udbede sig hendes Bistand.
Themira bevæget af Medynk skyndte sig hen til det, da det med
sin Finger peegede hen til en deylig ung Mands=Person, som
forgæves stræbte at uddrage en Piil, som sad i hans Bryst.
Themira tilbød ham gandske villigen sin Hielp, men hun hav¬
de ikke saa snart rørt ved denne ulyksalige Piil, førend hun
fandt sig selv iligemaade saaret, og den indbyrdes Fliid de an¬
vendte paa at drage den ud, tiente alleneste til at trykke den
des dybere ind. Themira angrebet af en Mathed, som hun
havde aldrig tilforn følt førend i dette Øyeblik, drog med ned¬
slagne Øyne et dybt Suk. Den ubekiendte unge Person, som
forstod sig ikke bedre paa denne Sygdoms Natur, stirrede paa
hende med en hierte rørende Ømhed, men torde dog ikke begyn¬
de at tale. Efter at de i nogle faa Øyeblik havde været lige¬
som fra sig selv, følte Themira, den allerførste Gang, hendes
Hierte uroeligen bevæget, men hun dæmpede de Suk, som
imod hendes Villie brøde frem, og kaldte pludseligen paa hen¬
des Dronning: Ah, min hierte Uskyldighed, raabte hun, hvor
skal jeg finde eder, hvorfor har J forladt mig? eller rettere,
ved hvilken Fortryllelse kunde jeg bringes til at gaae fra eder!
da hun fremførte disse Ord, udøste hun en Flod af Taare. Li¬
sidor (thi dette var den unge Persons Naun, som hun søgte at
hielpe) kastede sig ned for hendes Fødder, aftørrede hendes
Taare, og besværede hende at hun maatte sige ham, paa hvad
Maade hand kunde igien nyde sin Rolighed. Rolighed har
aldeeles forladt mig, svarede Themira; jeg har mistet mit
Følgeskab, min kiære, min elskelige Uskyldighed, og uden hen¬
de kand jeg umueligen være lyksalig. Ah! skiønne Themira,
svarede Lisidor, jeg skulde være lyksalig, kunde J kun tage Deel
i den
