om hendes Ankomst; Hvad, sagde hand til hende, kand vel
have bevæget eder til at komme igien til denne Øe? J har væ¬
ret saa længe borte herfra, at jeg neppe kiendte eder igien.
Kand J, ubestandige som J er, beklage eder, svarede Uskyl
dighed? Siden det ulyksalige Øyeblik, da J giorde List, Co¬
qvetterie og Fornøyelse til mine Rivaler, kunde jeg vel tænke
paa at lade mig nogen Tiid igien see i eders Herredom? Kom
ihu de lyksalige Dage, da vi regierede tilsammen over Menne¬
skenes Hierter, og tilstaae, at J mistede eders Herlighed, da
forlod mig. Jeg vil ikke foretage mig at retfærdiggiøre mig
selv, sagde Kierlighed til hende, men er det umueligt at raade
Bod igien paa denne Ulykke? Og kand vi ikke, ved en oprigtig
Forligelse, oprette igien alle de Uleyligheder, som ere hændede
Menneskene ved vores Skilsmisse? Dersom J alleneste vil
tilgive mig, da skal de allerdyreste Eder forvisse eder om min
Bestandighed. Kand Kierligheds Eder, svarede Uskyldig¬
hed, være til nogen Nytte? Og kand J tænke, at en blot Und¬
skylding er nok til at forsone alle de Elendigheder J har for¬
aarsaget mig? Hvor mange Hierter, som jeg regierte over
med en u-indskrænket Magt, har J berøvet mig? End og min
kiære Tilhængerinde er lokket fra mig ved eders Kunstgreb.
Saa sagte, Madam, svarede Kierlighed; Dette er een af
eders sædvanlige Uretfærdigheder; J er alt for meget indtaget
af vrange Tanker om mig. Hvor ofte har Forfængelighed
Egennytte og Misundelse laant mit Naun, for at berøve eder
eders Tilhængere? Troer J virkeligen, at Kierlighed giør
den største Deel af de Forbindelser, som J klager over? Jeg
haver vildet forbigaae en nøyere Undersøgning om vores Tvi¬
stighed, ja jeg gik endog saavidt, at jeg tilstod mig selv at væ¬
re skyldig, paa det jeg des snarere maatte nyde eders Forladel¬
