Menneskene finde en vanartig Fornøyelse i at være os
imod i vore Tilbøyeligheder, og at hindre os fra at naae det,
som vore Hierter ere meest forpikkede paa. Naar de derfor
have mærket hos den ærgierrige Mand en hæftig Attraa efter
Naunkundighed og Roos, (saasom ingen Sinds Tilbøyelighed
snarere røber sig selv) da blive de sparsommelige og paaholdne
i deres-Berømmelser, de misunde ham den Fornøyelse hand
kunde have af at blive priiset, og ansee deres Roos heller som
en Gunst der beviises hans Person, end som en Skat der ydes
hans Fortienester. Andre som ere frie for saadan en naturlig
Sinds Vanart, blive sparsommelige i at priise den, som sætter
for stor en Priis derpaa, paa det de skulde ikke opløfte ham alt
for høyt i hans egen Indbilding, og følgeligen giøre alt for stor
en Forskiæl imellem ham og dem selv.
Men videre, denne Attraa efter Naunkundighed forle¬
der naturligen den ærgierrige Mand til saadanne U-anstæn¬
digheder, der formindske hans Berømmelse. Hand er stedse
bange for at nogen af hans Gierninger skulde blive ubekiend¬
te, at Verden skulde ikke faae Kundskab om hans Fortienester,
eller at disse skulde tabe noget ved andres Beretninger. Det¬
te bringer ham ofte til en unyttig Pralen og Selv=Roos, og
forfører ham til en forfængelig og fantastisk Fortælling om
hans egne Bedrifter; hans Tale løber almindeligen ud paa
det samme, og hvad dens Jndhold og er, saa sigter den dog
hemmeligen enten til at forringe andre eller at ophøye ham
selv. Forfængelighed er en naturlig Skrøbelighed hos en ær¬
gierrig Mand, hvilken underkaster ham deres hemmelige For¬
agt og Bespottelse, som hand omgaaes med, og forderver den
