Carakter, hvilken hand giør sig saa stor Umag for at befordre
ved den. Thi omendskiønt hans Gierninger ere aldrig saa
priiselige, saa tabe de dog deres Glands, naar de vidtløftigen
afmales og fremstilles ved hans egen Haand; og saasom Ver¬
den er mere færdig til at finde Feyl end til at rose, saa vil hans
Pralen formodentligen blive dadlet, naar de store Bedrifter,
som gave Anledning dertil, ere forglemte.
Derforuden, denne støre Roos=Begierlighed ansees som
en Nedrighed og Ufuldkommenhed i de største Carakterer. En
grundig og væsentlig Siælens Storhed seer med en ædel For¬
agt ned paa Mængdens Dadlen eller Berømmelse, og sætter
et Menneske saa høyt, at hand bekymrer sig ikke om den liden
Bulder og Kiv af Almuens Tunger. Deraf kommer det, at
vi finde i os selv en hemmelig Ærbødighed og Høyagtelse for
en Mands Carakter, som bevæger sig oven over os i et ordent¬
ligt og berømmeligt Dyders Lob, uden at agte noget om vore
gode eller onde Tanker om ham, om vore Bebreydelser eller
Berømmelser. Ligesom det tvertimod er sædvanligt hos os
naar vi ville betage en Gierning noget af sin Roos og Anseel¬
se, at vi tilskrive den en forfængelig Ære=Syge og Begiærlig¬
hed efter Roos hos ham som har forrettet den. Og denne
Menneskenes allmindelige Dom og Mening er ey ilde grun¬
det; thi det er visseligen ikke Tegn til nogen stor Høymodig
hed, at lade sig drive til nogen ædel Gierning ved saa egen nyt¬
tig en Aarsag, og at giøre det af Begiærlighed efter et stort
Naun, hvilket vi kunde ikke opvækkes til ved en u-egennyttig
Kierlighed til Menneskene, eller ved en ædelmodig Jver for
hans Ære som skabte os.
