Disse tre Sætninger ere i sig selv klare nok for dem,
der ere øvede i moralske Betragtninger. For hvilken Aar
sag jeg vil ikke opholde mig ved at forklare dem vidtløf¬
tigere; men begive mig til en Sætning af samme Na¬
tur, hvilken kand give os Leylighed til meere ugemeene
Betragtninger.
Af det som allereede er anført meener jeg at vi
kand giøre den naturlige Slutning, at det er den største
Daarlighed, at søge Roos eller bifald af noget Væsen,
undtagen det Allerhøyeste, og det for disse tvende Aarsa¬
ger, efterdi intet andet Væsen kand fælde en rigtig Dom
over os, og agte os efter vore Fortienester; og fordi vi
kand ikke høste nogen betydelig Nytte eller Fordeel af no¬
get andet Væsens Høyagtelse, bifald og Berømmelse.
For det første, intet andet Væsen kand fælde en
rigtig Dom over os og agte os efter vore Fortienester.
Skabte Væsener see intet uden det udvortes hos os, og
kand derfor alleneste dømme om os af vore udvortes
Gierninger og Forhold; men hvor udygtige disse ere til
at give os et rigtigt Begreb om hinandens Fuldkommen¬
heder, det kand sees af adskillige Betragtninger. Der
ere mange Dyder, som i deres egen Natur kand ikke la¬
de sig udvortes forestilles; mange uformærkte Fuldkom¬
menheder i en god Mands Siæl, som ere store Prydel¬
ser for den menneskelige Natur, men ere dog ikke i Stand,
til at lade sig see og kiende af andre; de øves i Løn¬
dom
F 2
