at trykke det til deres Bryst. De have mistet den Fornøyelse
at forestille sig, hvor vidt den menneskelige Natur kunde op¬
høyes, og føle, maa skee, mindre Tibøyelighed hos sig selv
til at arbeyde sig op paa Dydens steile Fodstie, naar de blive
vaer, at disse, som synes best skikkede til at vise Veyen, ligge
selv og nøle neden til, som de der enten ere bange for Arbey¬
det, eller tvile om Belønningen.
Det har længe været en Skik hos de Østerlandske Mo¬
narker, at skiule sig i deres Hauger og Palatser, at skye Om¬
gængelse med Menneskene, og at være kiendte af deres Under¬
saatter alleeneste ved deres befalinger. Den samme Forsig¬
tighed er ikke mindre fornøden for den der skriver, end for den
der regierer; thi Menneskene vilde ikke meeere taalmodigen be¬
qvemme sig til at lade sig lære, end befale, af een, som skul¬
de kiendes at have de samme Daarligheder og Skrøbeligheder
som de selv. Maae skee, den der pludseligen kom ind i en
Skribents Kammer, vilde blive lige saa forundret og fortry¬
delig, som den Officerer, der havde længe gjort Ansøgning
om at indlades til Sardanapalus, og omsider fandt ham,
ikke at raadslaae om Love, eller at undersøge Besværinger,
eller at giøre Planer til Fæstninger, eller at sætte Krigs=Hæ¬
re i Orden, men at fordrive Tiden med Qvinde=Forretninger,
og at undervise Fruentimmer i deres Arbeyde.
Det er, imidlertid, ikke vanskeligt at begribe, at en
Mand for mange Aarsagers skyld skriver meget bedre end hand
lever. Thi, uden at giøre dybfindige Betragtninger, saa er
det mange Grader lættere at giøre Afridsning over en Ting
end at sætte den i Verk. En Mand fremsætter sine Leve-Reg¬
