Den Aarsag, hvilken den fordervede Deel af Menneske¬
ne have til at forhærde sig imod alt hvad der maatte bevæge
dem til Forbedring, har iligemaade skyndet dem til at give dis¬
se Modsigelser, (nemlig imellem Lærdom og Levnet) naar de
anføres imod Dyden, den Kraft og Fynd, som de ville ikke til¬
staae dem i noget andet Fald. De see Mennesker at handle
imod deres egen Nytte, uden at formode, ved andre Leylighe¬
der, at de ikke kiende den; de see dem at lade sig overvinde af
en Passions pludselige Hæftighed, og at forsømme de aller¬
vigtigste Ting for ringe og ubetydelige Fornøyelser, uden at
bilde sig ind, at de have forandret deres Tanker, eller samtyk¬
ke deres egen Opførsel. Derimod, alleneste naar der hand¬
les om moralske Pligter eller om Religionen, beslutte de at
dømme om en Mands Tanker og Meninger af hans Gier¬
ninger, og beskylde enhver for at tragte efter at bilde Verden
noget ind, hvis Skrifter bestyrkes ikke ved hans Levnet. De
betænke aldrig, at de selv hver Dag forsømme eller begaae
noget, som kommer ikke overeens med deres vedtagne Mee¬
ning, ey heller see de, at deres Forhold, som ere Talsmænd
for Dyden, kand gandske lidet forøge eller formindske de For¬
pligtelser, som deres Lærdomme og befalinger have udi sig;
Beviiser skal alleeneste omstødes ved Beviiser, og ere i sig selv
lige kraftige, hvad heller den, der fremsætter dem, selv over¬
beviises derved eller ikke.
Dog siden denne forudfattede Meening, hvor ufornuftig
den og er, vil formodentligen stedse have nogen Magt, saa er
det et hvert Menneskes Pligt at vogte sig for, at hand skal ikke
hindre Virkningen af hans egne Underviisninger. Naar hand
forlanger at andre skal troe dem, da skulde hand viise at hand
