lig Stilhed; Kiøkkenet er saa koldt; mine Børn ere saa fa¬
stende, saa alvorlige; deres Blod har formodentligen saa li¬
den Varme; det løber saa langsomt omkring; jeg selv, naar
jeg seer alt dette, bliver saa nedslaaet, saa forbauset; at nu
da jeg alleeneste fortæller eder Sagen, og omendskiønt jeg er
ikke hiemme i mit Huus, føler jeg virkeligen at mit gandske
Legeme bliver dødt af Melankolie.
J vil gandske vist svare mig, at jeg er Herre, og at, der¬
som jeg lider, da er det min Føyelighed, som jeg bør give skyld
derfor. Det er sandt; jeg har endnu ikke kundet overtale mig
til at sige med en fyndig Tone til min Hustrue, Jeg vil.
Jeg er det allerkleinmodigste Menneske i Verden, det aller¬
koldsindigste, og den største Fiende af Støyen, fornemmeligen
imod Folk, som jeg holder noget af; og jeg seer det meget vel,
at dette er Aarsagen dertil, at min Kone bliver mager i sin
Magelighed; at jeg plages med en stedsevarende Hoved=Pine,
og at mine Børn blive hverken fødte eller klædte; jeg siger:
eller klædte; thi om Sommeren qvæles de af Heede, og
om Vinteren skælve de af Kuld; efterdi min Kone veed ingen
Forskiæl paa Aarets Tider; og hvad Klæder angaaer, da
blev hun saa fortrydelig, saa fortørnet, den sidste gang da hun
kiøbte nogle, at jeg kom over hende i hendes Kammer, da hun
sad og med største Alvorlighed pønsede paa, hvorledes hun paa
en skikkelig Maade kunde undvære dem. Jeg forestiller mig,
at hun med det allerførste vil finde det Middel som hun
søger.
Veed
