lider et betydeligt Tab ved mit Vidnesbyrd saa maa man
tilstaae, at det har det allertydeligste Tegn af Oprigtighed.
At et hvert Menneske er lyksaligt ligesom hand er dydig
til, var fordum min kiæreste Grund=Regel; jeg fremsatte og
forsvarede den i alle Sælskaber; og for at anvende min For¬
stands yderste Kraft paa at stadfæste den, saa forfattede jeg
en Kiæde af Hændelser, hvorved den blev oplyyst og bestyrket;
og paa det jeg maatte forestille Sagen meere livagtigen end ved
en blot Fortælling, og pryde Tankerne med Poesiens Skiøn¬
heder, saa indrettede jeg min Historie efter de Regler, som hø¬
re til Skue=Spil, og med stor Fliid og Arbeyde forfattede den
i en Tragoedie.
Da den var færdig, satte jeg mig ned, ligesom Hercules
efter hans Arbeyder, frydende mig over det forbigangne, og
i Forveyen glædende mig ved det tilkommende. Jeg læste den
for enhver Ven, som giorde mig den Ære at besøge mig, og
naar jeg gik ud, tog jeg den altid i min Lomme. Saaledes
blev den bekiendt for en Forsamling, der stedse formeeredes,
og omsider talte man med saa stor Berømmelse om den til en
meget stor Frue, at hun beviiste mig den Naade at sende mig
Bud og indbyde mig til at drikke Thee med hende Klokken ni
næste Morgen; hvorved hun tillige lod mig vide, at et udvalt
Sælskab vilde da vente den Fornøyelse at høre mig læse min
Tragoedie.
Den Fornøyelse jeg fandt i at betragte mit Arbeyde, mi¬
ne Venners Berømmelse, og fornemmeligen dette Bud, var
i mine
