te Fruen sig dog undertiden til mig; hun bad mig meget høfli¬
gen at jeg vilde ansee denne Hændelse som en Ting der var af
ingen Betydning; Porcelainet, sagde hun, laae der ingen
Magt paa, og hun haabede at Hunden havde faaet større
Skræk end Skade. Jeg giorde nogen Undskylding, men med
stor Forvirring og uden Sammenhæng; endeligen satte vi os
dog igien og Frokosten blev bragt ind.
Jeg hørte med en overmaade Græmmelse, at der blev
ikke talet om andet end om Hundens Dyder og hvad der kunde
flyde af den Skade hand havde faaet; den blev randsaget med
stor Fliid og Bekymring, og det befandtes, at den havde faa¬
et en Skramme i Huden langs ned af det ene Forbeen. Ef¬
ter at man havde brugt nogle Midler, blev dens Pude lagt i
Hiørnet hos hans Frue, hvorpaa den lagde sig, men peeb i
Sandhed meget jammerligen.
Jeg begyndte nu at komme til mig selv igien af den For
virring jeg havde været i, og havde just lavet mig til at bringe
en nye Materie paa Tale, da jeg, i det jeg slog mine Øyne
ned, blev atter sat i den yderste Bestyrtning, over at see noget
hænge ned for fra min Stoel, hvilket jeg bildte mig ind var et
Stykke af min Skjorte; omendskiønt det var virkeligen ikke
andet end Hiørnet af en Serviet, hvorpaa jeg sad, og som var
blevet forglemt paa Stolen, imedens den Tummel varede,
som Skiermbrettets Fald havde foraarsaget.
Min
