Min Forvirring blev snarligen mærket omendskiønt
man giættede ikke den rette Aarsag dertil; og Fruen, i Haab
at betage mig den, ved at give mig Leylighed til at fremviise
mine Gaver og Dygtighed, uden Tvang af Ceremonie, be¬
giærte at jeg vilde nu giøre hende den Fornøyelse, som hun saa
hæftigen havde længtes efter, og læse min Tragoedie.
Jeg maatte derfore tage mit Stykke frem, og da jeg hav¬
de fundet Leylighed at knappe i en Hast Hiørnet af Servietten
ind, imedens mit Papiir laae aabnet i mit Skiød, begyndte
jeg at læse; og omendskiønt min Røst var i Førstningen mat,
skælvende og famlende, saa bleve dog mine Tanker omsider
dragne fra min Tilstand til min forehavende Materie; jeg læ¬
ste med større Eftertryk og Tydelighed, og begyndte at vente
paa de Virkninger, som jeg haabede at frembringe hos mine
Tilhørere; men jeg fandt med en overmaade Græmmelse, at
naarsomhelst jeg holdt op, for at give dem Tid til en Anmærk¬
ning eller en Berømmelse, saa blev denne Mellem Tiid an¬
vendt paa at ynke og bejamre Hunden, som endnu blev ved at
pibe paa sin Pude, og som man beklagede med disse kiærlige
og bevægelige Ord: Ah det arme, kiære, vakkre, lille Crea¬
tur
Jmidlertiid hændte det sig dog, at der forekom nogle
Ting i den fierde Act, hvorved mine Tilhøreres Passioner ble¬
ve kiendeligen bevægede, og jeg fornøyede mig inderligen over
min Lykke, da det Fruentimmer som sad næst ved mig, til al
Ulykke aabnede sin Snustobaks=Daase, men da hun ikke uden
