spiller saadanne Pudser mod enhver; men det er hans Maa¬
de, og ingen keerer sig derom. Da vi atter havde sat os, og
Fruentimmerne vilde ikke lade sig overtale til at gaae ud, er¬
klærede Bukkene, at de vilde blive og høre den sidste Act af
min Tragoedie, man begiærte derfor, at jeg vilde fare fort.
Men mit Sind var kommet i saadan en hæftig Bevægelse, at
jeg havde hverken Mood eller Kraft dertil; og jeg blev derfor¬
uden sat i Frygt ved tvende Personers Nærværelse, som syn¬
tes at betragte mig og mit Arbeyde alleneste som noget at lee
af og spøge med. Jeg vilde gierne have frafaldet alt det, som
jeg om Morgenen havde giørdt mig Haab om, for at faae den
Værdighed igien, som jeg allerrede havde tabt i mine egne
Tanker; og jeg havde neppe andet Ønske, end at jeg, uden
videre Vanære, maatte vende tilbage til min ubekiendte Een¬
somheds rolige Skygge. Men Fruentimmerne vilde dog ikke
have Ney, og jeg var omsider nødt til at føye dem.
Jeg blev meget fornøyet og forundret over den Opmærk¬
somhed, med hvilken mine nye Tilhørere syntes at give agt
paa hvad jeg læste; Skiødehunden taug nu stille, min Røst
blev meere og meere bevægelig, ligesom Tragoedien blev før¬
geligere; og jeg glædede mig ved det smiggrende Haab, at
Poesie og Sandhed vilde endnu beholde Seyer; men just da
dette skulde yttre sig, begiærede den Herre, som havde taget
Servietten fra mig, at jeg vilde holde op et halvt Øyeblik; der
var just faldet ham noget i Tanker, hvilket hand ellers maat¬
te forglemme, om hand ikke nu fortalte det; derpaa vendte
hand sig til sin Staldbroder og sagde: Hans, der blev sidste
Løverdag solgt paa Smithsields Torv den største Oxe, som
