jeg har seet i min Livs Tiid. Denne vanartige Stræg var
saa latterlig, at baade Medynk og Anstændighed gave efter,
og min Velynderske selv brast i Latter; hos mig derimod gior¬
de det en gandske anden Virkning; thi dersom man havde gre¬
bet mig i et mislinget Lomme=Tyverie, saa kunde jeg ikke følet
meere Skam, Forvirring og Angest. Jmidlertid blev denne
Latter, som Sælskabet var saa uformodentligen bragt i, strax
dæmpet igien; og den Person, som havde foraarsaget den
blev alvorligen sat til rette. For at forsone denne Græmmel¬
se, som jeg havde udstaaet, begiærte Fruentimmerne med
største Attraae at høre Slutningen, og jeg blev ved ideligen
igientagne Berømmelser opmuntret til at fare fort; men om¬
endskiønt jeg atter stræbte at komme til mig selv igien, og paa
nye begyndte den Tale, i hvilken jeg var blevet hindret, saa
vare dog mine Tanker stedse forvildede, min Røst famlede,
og jeg havde neppe Aande til at fuldføre den første Meening.
Dette mærkte den Buk, som havde saaledes plaget mig;
hand snappede derfor pludseligen Papiiret fra mig og sagde at
jeg læste ikke mit Stykke saa vel som det fortiente, og at hand
selv vilde fuldende det. Hand begyndte da at læse, men hans
Ansigts tvungne Alvorlighed, hans Røstes unaturlige Tone,
og Erindring om hans sidste Jndfald angaaende Oxen, op¬
vakte saadanne Følelser, som ikke kunde bestaae enten med
Medynk eller Skræk; og giorde mig overmaade elendig, saa¬
som Sælskabet derover var stedse færdigt til at briste i Latter.
8 Af¬
