J Afhandlingen af min Tragoedie var Dyden blevet un¬
derstøttet ved sin egen Værdighed, og havde fornøyet sig ved
at nyde en indvortes og selvstændig Lyksalighed, endog medens
den var indviklet i en Kiæde af udvortes Elendigheder, som
endtes i Døden; og Udyd var, ved sine egne Anslags Frem¬
gang, bragt i Skam, Angest og Forvirring. Disse Hændel¬
ser vare i Sandhed naturlige; og derfor gjorde jeg denne Poe¬
tiske Slutning, med all Tilliid af et klart Beviis, at Hel¬
vedes Piinseler og Himelens Lyksalighed ere ikke fornødne
til at retfærdiggiøre Guderne; efterdi, hvadsomhelst Uliig¬
hed der end kand foregives i de udvortes Tings Uddeeling, saa
er dog Sindets Rolighed stedse Dydens Herlighed og For¬
trin, og indvortes Elendighed kand alleeneste ramme de Skyl¬
dige.
Men den indvortes Elendighed, hvilken jeg udstod i det
samme Øyeblik, da denne af mig saa høyt agtede Meening
blev læst, gav mig en uimodstaaelig Overbeviisning om at den
er falsk; thi naar jeg undtager Frygten for den Straf, hvil¬
ken jeg uformærkt havde negtet, saa følte jeg all den Plage,
som en Misgierning kunde tilføye. Medens jeg fuldførte et i
mine Tanker dydigt Foretagende, blev Rolighed uddrevet af
mit Hierte, ved Hændelser, som forenede sig med andres La¬
ster; og den Elendighed som jeg udstod, blev i en Hast større
og større; thi ikke alleneste min Glæde og Lyksalighed, men
og mit Haab havde nu en Ende; min Tragoedie, hvorpaa
begge Deele havde beroet, var kastet omkuld fra sin Grund¬
vold, og jeg var saa hæftigen bevæget, at jeg tog Afskeed med
saadan en pludselig Hastighed, som udviiste min Jammer og
For¬
