Forvirring. Jeg bekymrede mig ikke om hvad der skulde siges
om mig, naar jeg var gaaet bort; og maae skee, i det Øye¬
blik da jeg gik ud af Huuset, var der ikke et meere elendigt Men¬
neske i Verden end jeg. Morgenen derpaa, da jeg koldsindi¬
gen eftertænkte disse Hændelser, vilde jeg gierne have foreenet
min Forfarenhed med mine Grund-Regler, endog paa min
egen Dyds Bekostning. Jeg vilde have meent, at min Be¬
giærlighed efter bifald og Roos var uordentlig, og at en dy¬
dig Ligegyldighed angaaende andres Mening, vilde have fo¬
rekommet all min Fortræd; men jeg blev nødt til at tilstaae,
at det var ikke mueligt at faae denne Ligegyldighed, og at in¬
tet Menneske bliver lastværdig, fordi hand ikke udretter umue¬
lige Ting; der kand være høye Grader i Dyd, hvilke vi ikke
kand opnaae; men for at blive lastværdige, maae vi enten
giøre noget, som vi have Magt til at holde os fra; eller for¬
sømme nogen Ting, som vi have Magt til at giøre; der blev
derfor intet andet Middel tilbage, for at faae noget af den An¬
seelse igien, som jeg havde mistet, end at fremsætte i en nye
Klarhed en Sandhed, som jeg havde nyeligen opdaget ved saa
usædvanlige Midler, og med denne Hensigt er jeg berettiget
til at søge en Plads i Eders Blade. Jeg er, min Herre,
Eders &c.
DRAMATICUS.
Af
K¬
