skreeg hand undertiden, fra denne blodige Gestalt.- Hand
var min Ven - men jeg stødte ham min Kaarde igiennem
Hiertet i en Tvekamp for en Hore. - Tag denne gamle
Vægter bort - hand vilde have bragt os til Raadstuen- jeg
slog ham ned med hans egen Morgenstierne, men jeg tænk¬
te ikke at det stakkels Beest vilde døet der af. - Da hans Op¬
varterske vilde give ham noget at drikke, sagde hand hvor nu,
vil J sætte an paa mig med Champagne Viin? Det er en
forbandet Drik, og jeg vil ikke have meere deraf. Da hand
i et Øyeblik kom noget til sig selv, greb hand min Haand med
stor Hæftighed, brast i Graad og sagde: GUd give at jeg var
død for tiuge Aar siden! Endeligen foer hans uvillige Siæl
ud af Legemet, og de sidste Ord vi hørte af ham vare et svagt
og kort Suk til hans Skaber, hvilken hand havde bespottet i
sin gandske Livs=Tiid. Hans forskrækkelige Endeligt gav mig
Anledning til at betænke det deylige Sprog i Skriften: Lad
mig døe den Retfærdiges Død, og mit Endeligt
blive som hans.
Dette ulyksalige Menneskes Forhold gav mig et forskræk¬
keligt Exempel paa denne Lærdoms Sandhed: Der er intet
Helvede liigt en uroelig Samvittighed. Der behø¬
ves vel ingen Aand til at sige os dette: men det var at ønske,
at enhver levende ryggesløs Synders Samvittighed kunde vir¬
ke i hans Jndbilding paa samme Maade, og fremstille saadan¬
ne forskrækkelige Syyne til at plage ham. Hvor er den saa
forhærdede Synder, som vilde ikke forfærdes ved disse gruelige
Forestillinger? Eller hvem kunde fremture i et bestandigt Løb
