Da jeg havde endt denne Tale, stod Almalic i nogen
Tiid i Betænkning, og jeg blev endnu liggende for hans Fød¬
der. "Haszan,, sagde hand, jeg mærker, ikke med Vre¬
de men med Græmmelse, at jeg tog feyl, ihenseende til din
Carakter; jeg seer nu at der er Gierrighed og Ærgierrighed,
i dit Hierte; hvilke laae i Dvale, alleneste fordi de Ting,
som de tragtede efter, vare for langt borte til at opvække dem.
Jeg kand derfor ikke beklæde dig med Myndighed, efterdi jeg
vilde ikke lade mit Folk blive undertrykt, og efterdi jeg vilde ik¬
kke tvinges til at straffe dig for Misgierninger, som jeg først
satte dig i Stand til at begaae. Men saasom jeg har taget
fra dig hvad jeg ikke kand give dig igien, saa vil jeg i det mind¬
ste fyldestgiøre de Ønsker som jeg opvakte, paa det dit Hierte
skal ikke beskylde mig for Uretfærdighed, og paa det du ikke
fremdeles skal være ubekiendt for dig selv. Staae derfor op
og følg med mig. Jeg sprang op fra Jorden, ret ligesom
med Ørne=Vinger, jeg kyssede Sømmen af hans Kiortel, i en
Henrykkelse af Taknemmelighed og Glæde; og da jeg gik ud af
mit Huus, hoppede mit Hierte, ret ligesom jeg var sluppet ud
af en Løves Hule. Jeg fulgte Almalic til hans Herberge, og
da hand havde opfyldt sin Andagts Løfter, tog hand mig med
sig til Medina. Hand gav mig et Kammer i Serailet, jeg blev
opvartet af hans egne Tienere, min Mad og Drikke sendtes
mig fra hans eget Bord, og jeg fik hver Uge af hans Skatkam¬
mer en Sum Penge, som overgik mine allerhøyeste Forven¬
telser. Men jeg befandt snarligen, at ingen lækker Mad eller
Drikke var saa velsmagende, som den Føde, hvortil Arbeyde
forskaffede Lyst; ingen Søvn saa sød, som den hvortil Mødig
hed kalder os; og ingen Tiid gaaer saa fornøyeligen, som den,
i hvilken Flittighed venter sin Belønning. Jeg erindrede disse
For¬
