Du var engang fornøyet med Fattigdom og Arbeyde,
talleeneste fordi du var blevet vant dertil, og fordi Magelighed
og Overflødighed vare for langt fra dit Haab; thi da Mage¬
lighed og Overflødighed nærmede sig til dig, da var du ikke meere
fornøyet med Fattigdom og Arbeyde. Det som du da begyndte
at haabe, var iligemaade dit Haabs Grændser; og den, som fin
der sig bedraget i det som er hans yderste Haab, maae uforbi¬
gængeligen blive elendig. Dersom din høyeste Attrag havde væ¬
ret Paradises Fornøyelser, og du havde troet, at du ved din Le¬
vemaade kunde været forvisset om disse Fornøyelser, da, saa
som meere kunde ikke blevet givet dig, saa vilde du ikke bekla¬
iget at mindre blev dig ikke tilbudet. Den Fornøyelighed, som
du fordum besad, var kun Siælens Sove=Syge, og den Kum¬
mer, som du nu lider, vil kun des snarere opvække og sætte
den i Bevægelse. Gaae derfor bort, og vær taknemmelig for
alle Ting; sæt din Tilliid til Ham, som allene kand opfyl¬
eede Fornuftens Ønske, og mætte din Siæl med gode Ting; fæst
dit Haab paa den Deel, mod hvilken Verden er som en Draa¬
be Vand i Karret, og som Støvet i Vægt=Skaalen. Gaae
tigien, min Søn, til dit Arbeyde; din Føde skal igien blive
velsmagende, og din Søvn skal blive sød. Din Fornøyelig¬
hed vil end ydermeere blive bestandig, naar den beroer ikke
paa det der eyes paa Jorden, men paa det som ventes i Him¬
melen.
Hazan, i hvis Sind Underviisningens Engel indpren¬
tede Omars Raad, skyndte sig hen for at kaste sig ned i Pro¬
phetens Tempel. Rolighed begyndte at skinne paa hans Sind,
som Morgenens Straaler, hand gik igien til sit Arbeyde med
Munterhed; hans Andagt blev inderlig og stadig; og
Hazans sidste Dage vare lyksaligere
end de første.
