i min Siæl en erkiendtlig Følelse af en saa mageløs Kiærlig
hed, og at opmuntre min Taknemmelighed mod en saa Gud
dommelig Ven.
Den spæde bugtefulde Stængel, som skyder ud fra Stil¬
ken, er den en Afbilding paa den Svøbe, som hudstrøg Frel¬
serens ubesmittede Kiød, og giorde de Ribler, ved hvilke vore
Siæle ere lægede? Eller forestilles os deri den flættede Strik¬
ke, som bandt hans Hænder paa en smertefuld og skammelig
Maade; disse godgiørende Hænder, som u-ophørligen vare
udstrakte til at løse de besværedes Byrder, og at meddeele alle¬
haande udvaldte Velsignelser? Betragt de Nagler, som ble¬
ve vædede i hans hellige Aarer, og som hæftede hans
Fødder til det forbandede Træ; disse deylige Fødder (t), som
altid gik omkring for at giøre Got, og vandrede fiærn og nær,
for at udsprede glædelige Tidender om en ævig Forløsning.
See den tunge og stærke Hammer, som drev de grove Søm
igiennem hans udspendte Seener, og med Vold aabnede en
Vey for disse forskrækkelige Spiger igiennem hans forrykkede
Lemmers Been. See de Torne, som omgave vor Konge¬
lige HErres Jsse, og trykte deres skarpe og smertefulde Spidse
ind i hans velsignede Hoved; det Hoved, som stedse pønsede paa
Fred for arme Syndere, og anvendte mange vaagne Nætter paa
ivrige Bønner for deres Lyksalighed. Ohvilken Smerte! hvilken
qvælende Smerte, da, i stedet for en triumpherende Laurbær¬
eller vellugtende Blomster=Krands, en skarp og flættet Tor¬
nekrone blev sat paa Hovedet af den sagtmodige Messias! Da
grove og barbariske Slag af det stærke Østerlandske Rør
sloge paa den skarpe Tornekrone og fæstede enhver Torn dybt
ind
P2
(*) Hvor deylige ere dens Fødder, som bebuder paa Biergene, som
lader høre Fred, som bebuder Got, som lader høre Salighed.
Esaiæ 52. 7.
