opdragne til at ansee disse Naune, som
alle
Vi blev
Kiendemærker paa vor Høyhed over andre Børn, og hvorved
vi gandske vist skulde med Tiden giøre vor Lykke. Dersom
Monsr. Ptolemæus var u=artig, da blev der ikke skiændt paa
ham som paa et gemeent Barn, men hand blev paamindet
med all den Lemfældighed og Sagtmodighed, som tilkommer
et saa berømmeligt Naun. Dersom Jomfr. Wilhelming
Charlotta, eller hendes Søstre, Jomfrue Penthesilea,
Jomfrue Telethusa, eller Jomfrue Honoria forglemte at
holde deres Hoveder i Væiret, eller fandtes at spøge med
Drengene, saa bleve de erindrede om deres Naune, og under¬
viiste hvorledes de skulde føre sig op derefter. Vore Klædet
vare, om det ellers var mueligt, lige saa fantastiske som vore
Naune, og vor statelige Opførsel svarede til dem begge. Og
omendskiønt vi vare de jævneste Børn i Verden, og der var
ikke den mindste Formodning at vi kunde faae en eneste Skil¬
ling til Arv, saa bleve vi dog opdragne til Hovmod og Ledighed,
og til at slaae med Næsen ad alle de Larser, Nielser og Pee¬
rer, og Metter og Marener, som vare bedre end vi i Naboe¬
lauget.
De fornødne Udgifter til at vedligeholde all denne Hov¬
mod og Daarlighed, vare større end min Faders ringe Jndkom¬
ster kunde bestride, og Mr. Ptolemæus, som var nu elleve
Aar gammet, maatte have blevet ligesaa gandske u-optugtet,
som Jomfruerne hans Søstre, dersom min Faders Broder,
der var en anseelig Skoemager i Staden, havde ikke draget
