hvorledes Stedet stod ham an? Han svarede: Jeg beder dig,
min Ven, vær ikke urimelig; og derpaa gik han forbi mig
saa ærbar som en Dommer. En Borger begiærte dernæst,
at jeg vilde tillade hans Kone en fri Indgang og Udgang af
Hulen. Hun var pyntet med en Mængde Baand af de meest
pralende Farver som jeg nogensinde har seet. Da hun gik ind,
gav hun mig et Slag af sin Vifte, med et smilende Ansigt;
men hun kom ud saa ærbar som en Kloster=Jomfrue, og ka¬
stede fra sig adskillige Fruentimmer=Snorrepiberier; hun sag
de til mig med et Suk, at hun havde besluttet at gaae i dyb
Sorg, og at bære sorte Klæder saa længe hun levede. Saa¬
som mange Coqvetter bleve mig anbefalede af deres Forældre,
deres Mænd og deres Beylere, saa lod jeg dem alle gaae ind
paa eengang, og bad dem, at de vilde fornøye sig tilsammen
det beste de kunde. Da de igien kom ud til Dagens Lyys, saa
skulde J tænkt, at min Hule havde været et Nonne=Kloster,
og at J havde seet et høytideligt Optog af Nonner, som gik
ud, een efter den anden, med den største Taushed og den meest
exemplariske Anstændighed. Da jeg fornøyede mig meget over
et saa opbyggeligt Syyn, kom der hen imod mig et stort Sæl¬
skab af Mandfolk og Fruentimmer, leende, siungende og dant¬
sende, og det saaledes, at jeg kunde høre dem længe førend jeg
saae dem. Da jeg spurte deres Anfører, hvad deres Æren¬
de var, svarede de mig alle paa eengang, at de vare Franske
Protestanter, som vare nyligen ankomne til Engeland; og saa¬
som de befandt at de vare af for lystig en Sinds Beskaffenhed
for mit Fæderneland, saa vendte de sig til mig, paa det jeg
skulde giøre dem skikkede til Engelsk Samqvem. Jeg sagde til
dem, at dersom jeg kunde tiene dem deri, da vilde jeg snart
