at Verden selv var kun et stort Fængsel, af hvilket
der bleve hver Dag nogle udsøgte til at henrettes.
Jeg tviler ikke om, at der er den Tiid, da et hvert Menneske
bliver rørt ved denne forfærdelige Sandheds Forestilling; og
maae skee, at en som i hast giør sine Betragtninger herover,
vilde slutte, at denne Sandhed vilde have des større Virkning
hos Menneskene, jo oftere de see Beviser paa den; men naar
Sindet er længe vandt til Gienvordighed, saa taber Gienvor¬
dighed sin Kraft derpaa; og Elendighed bliver mindre allene¬
ste ved sin Varagtighed, efterdi disse, som have længe liidt,
blive omsider følesløse.
Dersom een, der legger sig om Aftenen med fem og tiu¬
ge Aars Styrke og Helbred, skulde staae op om Morgenen
med firesindstiuge Aars Skrøbeligheder, da er det meget ven¬
teligt, at hand vilde blive utrøstelig og moodløs over denne
hans Tilstand; hans Fortrydelse over at have tabt de gode
Ting, som kunde aldrig komme igien, vilde hindre ham fra at
benytte sig af det der var tilbage, og Affældigheds sidste bedrø¬
velige Virkninger vilde komme des hastigere over ham og blive
ham des besværligere, jo meere hand for Tiden forestillede sig
og frygtede for dem. Men disse som ere efter Haanden blev¬
ne svagere, som ere i ti Aar blevne svækkede af Verk, eller
blevne Krøblinger ved Podagra, rokke gemeenligen omkring
paa deres Krykker med en skalkagtig og kortvillig Miine, ere
altid færdige til at forlyste deres Sælskab med et skiæmtefuldt
Jndfald eller Fortælling, møde deres Bekiendtere med en
tand¬
