sig en særdeles Fornøyelse i at indføre en ny Begynder; forsi¬
krende mig derhos, at i fald jeg skulde ikke finde Smag i den,
saa skulde jeg dog faae saa meget andet, at jeg kunde blive
mæt; thi, sagde han, omendskiønt min Hustrue veed, at det
vilde være mig den største Fornøyelse i Verden, saa kand jeg
dog aldrig overtale hende til at smage en eneste Mundfuld af
Skildpadde. Derpaa førte hand mig hen til Fisken, som
skulde være denne Dags Giæstebud, og bad mig give agt paa,
at omendskiønt den havde været skaaret i tu i fulde tiuge Ti¬
mer, saa var den dog endnu levende. Dette var og virkeligen
en bedrøvelig Sandhed, thi jeg kunde tydeligen see at den laae
stedse og bævede, og mellemstunder rørte sig mere kiendeligen.
Medens jeg stod og betragtede disse svage Tegn af Følelse, kom
en lystig Neger=Tøs, som saae at jeg gav agt derpaa, med
en Haandfuld Salt, hvilket hun strøede over Creaturet. Det¬
te foraarsagede strax saadanne hæftige Bevægelser og Sam¬
menkrympen, at jeg kunde ikke længere taale at see paa et saa
grueligt Syyn, og løb med Gysen ud af Køkkenet. Min
Ven umagede sig for at stille mig tilfreds, i det hand sagde,
at Hovedet og Hiertet havde været skaaren i stykker for tiuge
Timer siden; og at det altsammen skulde nu strax kastes i sy¬
dende Vand; men det behøvede nogen Eftertanke, og meere,
eller maae skee mindre Philosophie, end jeg besidder, at væn¬
ne de menneskelige Følelser til saadant et Syyn. Jeg vilde
nu føre noget andet paa Tale og spurte ham: Hvad Nyt?
Hand svarede: Der er kommet en Flaade fra Vest-Jndien.
Derpaa rystede hand paa Hovedet, saae alvorlig ud, og taug
stille, hvorover jeg frygtede for nogen bedrøvelig Tidende;
men hand beklagede kun at de havde været meget ulykkelige paa
