De Tvende
renge.
(af Gellert.)
En yngre og en ældre Pog,
Som den begyndte Vaar af Skolen havde kaldet
I Haugen ud fra deres Bog,
Da Skolemesteren, mage skee, i Søvn var faldet,
Kom begge til en Grav, hvor Sneen laae endnu.
Ah! Broder, sagde da den yngre, meener du,
At dette Hul er dybt, at det kand Fare have?
Jeg vilde nok---- Hvordan, i Graven springe ned?
Du maae dog være reent af Lave.
Forsøg det ey; der kand Livs=Fare være ved.
Vi kand os jo nok giøre glade,
Foruden at vi os og vore Klæder skade,
Og gaae barnagtigen igiennem Jis og Snee.
Og faaer din Fader dig derefter vaad at see,
Da kommer du først til den Lyst ret at fortryde.
Dog ingen Tale=Kunst kand Drengen overtyde.
Hvem siger, at man strax i Sneen drukne maae?
Kort sagt, hand sprang deri, hvad der end fulgte paa,
Og giorde sig i Graven ret fornøyet.
Men hand ey snarere, da Kulden greeb ham an,
Af Haugen havde sig forføyet,
Saa sprang vor Philosoph deri saa got som hand.
Heri vi klarligen kand see afbildede
De strænge Sæde=Lærere,
Som vide uden ad Philosophiens Lære,
Og af Moraler fulde ere,
Som
