Som paa Beviisers Grund uryggelige staae,
Hvormed de færdigen forklare,
Hvad, og hvorfor, man efterlade maae;
Saa glade selv, som om de vare
før all Begiærlighed og alle Lyster fri.
De ere dannede af bedre Leer end vi.
De ved Fornuftens Kraft sig selv kand overvinde,
At deres Hierte ey faaer Lyst til Daarlighed;
Oney, de væmmes kun derved.
Vi Arme derimod deri en Sødhed finde.
Og af Trohiertighed, naar vi en Feyl begaae,
Vi lade andre see derpaa,
Og eftertænke ey, at vi mishandle saa.
Men disse Lærde, som sig skamme
Ved all Slags Daarlighed, begaae dog selv det samme,
Hvorfor de os foragte og belee,
Af bare Dyd, ey før, end vi det ikke see.
