Frygt for at svække min Helbred, i fald hand lod mig faste.
Jeg tvilede ikke om, at hand vilde have brækket mit Hierte,
dersom jeg ikke brækkede hans, hvilket var mig tilladt efter
Nødværges Lov. Maaden var meget læt. Jeg besluttede
at øde saa mange Penge som jeg kunde, og førend hand tog sig
vare for Stødet, lod jeg mig see for ham med et Demants Hals¬
Smykke der havde kostet to tusende Pund; hand sagde ikke et
Ord, men gik gandske stille ind i sit Kammer, og, som man
meener, bragte sit Sind i Rolighed med en Dosis af Valmue¬
Saft. Jeg spillede min Person saa vel ved denne Leylighed,
at jeg indtil denne Dag troer at hand døde af et Slag. Mr.
Waitfort havde besluttet at hand vilde ikke bie for længe den¬
ne gang, og jeg havde Bud fra ham inden to Dage. Mit
Sørge=Aar er næsten forbi, nu da jeg skriver dette, og jeg staaer
meget i Tvil om jeg skal gifte mig med ham eller ikke. Jeg
tænker ikke paa den syvende Mand, af den latterlige Aar¬
sag, som J taler om, men af en blot moralsk Aarsag,
da jeg agter det billigt at belønne saa stor Bestandighed;
omendskiønt jeg maae skee aldeles ikke giør det. Jeg troer
ikke at alle Menneskers ufornuftige Ondskab kand anfø¬
føre noget Paaskud, hvorfor jeg skulde have været bestan¬
dig imod nogen af mine afdøde Mænds Jhukommelse,
eller have spildt megen Tiid paa at sørge for en trod¬
sig, ubetydelig, skiødesløs, u-ordentlig, mildtsyg eller kar¬
rig Mand; min første drev Spot med mig; min anden
var mig til ingen Nytte; min tredie gav mig Leede til
sig; den fierde vilde have ødelagt mig, den femte plage¬
de mig, og den siette vilde have sultet mig ihiel. Der¬
som de andre Fruentimmer, som J har nævnet, vilde
saaledes indsende deres Mænds Skilderier i Legems Stør¬
relse, da skulde J see, at de have haft lige saa liden Aar¬
sag som jeg til at spilde deres Tiid med at
rde og hyle.
