Min Forbauselse dæmpede i nogen Tiid min Nysgier¬
righed; men da jeg snart kom til mig selv igien, saa at jeg
kunde spørge, hvorhen vi gik, og hvad der var Aarsag til saa¬
dant Raab og Forvirring, svarede man mig, at vi begave os
nu ud i Livets Hav; at vi vare allerrede komne igiennem
Barndommens Stræde, i hvilket mange vare omkomne,
nogle formedelst deres Fartøyers Svaghed og Brøstfældighed,
og endnu fleere ved disses Daarlighed, Vanart eller Forsøm¬
melse, som paatoge sig at styre dem; og at vi vare nu i den
viide Søe, overladte til Bølgerne og Vindene, uden noget
andet Middel til vor Sikkerhed, end Styrmandens Omsorg,
hvilken vi altid selv havde Magt til at vælge iblant de mang
foldige, som tilbøde os deres Anførsel og Bistand.
Jeg saae mig da omkring med en kummerfuld Begiær¬
lighed; og da jeg først vendte mig om for at see bag ved mig,
saae jeg en Flod, der flød imellem blomsterfulde Øer, hvilke
enhver, som seylede der igiennem, syntes at beskue med For¬
nøyelse, men hand var ikke saa snart kommet dem nær, førend
hand blev drevet fort af Strømmen, hvilken endskiønt den
var ikke brusende eller urolig, var dog u-modstaaelig. Paa
hin Side af disse Øer var alting gandske mørkt, ey heller kun¬
de nogen af de Reysende beskrive den Landbred, hvorfra hand
først gik ud.
For ved mig og paa begge Sider var en viid Strækning
af Vand, som blev hæftigen bevæget, og var skiult med saa
tyk en Taage, at det meest grantseende Øye kunde kun see et
lidet
