Haver, som Naturen tilbød dem, som
af de Forandringer og
en Vederqvægelse i deres Arbeyder; men der var i Sandhed
ingen som syntes mindre at vente Undergang, end disse, for
hvilke den var meest forskrækkelig; de vedste alle den Kunst at
skiule deres Fare for dem selv; og disse som vedste at de kunde
ikke taale at see de Forskrækkelser, som besværede deres Vey,
toge sig vel i agt for at see frem ad, men fandt stedse noget at
fordrive Tiden med i det nærværende Øyeblik, og alminde¬
ligen forlystede sig med at leege med Haabet, som var en be¬
standig Staldbroder paa Livets Reyse.
Dog alt hvad Haabet fordristede sig til at love, endog
til dem, som det var meest gunstigt imod, var, ikke at de skulde
undgaae, men at de skulde siunke sidst; og med dette Løfte var
enhver tilfreds, omendskiønt han beloe de andre, som syntes
at troe det. Man kunde tydeligen see at Haabet drev Spot
med deres Lættroenhed; thi jo meere deres Fartøyer bleve
lække, jo større Forsikkringer gav Haabet dem om Sikkerhed;
og ingen havde meere travelt med at samle Forraad til en lang
Reyse, endde, som enhver, undtagen de selv, kunde see at være
nærmest til at siunke, formedelst deres Fartøyers ubodelige
Svækkelse.
Midt i Livets Strøm var Umaadeligheds Svælg, en
forskrækkelig Vandhvirvel med adskillige Klipper, hvis skarpe
Spidse vare skiulte under Vandet, og Toppene bedækkede med
blomstrende Enge, paa hvilke Magelighed tillaqvede Lø¬
