benke at hvile sig paa, og med skyggefulde Træer, i hvilke
Vellyst qviddrede Jndbydelses Sang. Alle de som seylede
paa Livets Hav, maatte uforbigængeligen komme disse Klip¬
per saa nær forbi, at de kunde see dem. Vel var Fornuften
altid ved Haanden, for at styre de Reysende igiennem et sne¬
vert Udløb, hvorved de kunde undgaae; men der vare meget
faa, som ved dens Bønner eller Forestillinger kunde bevæges
til at lade den staae ved Roret, uden at betinge sig forud, at
den skulde gaae Vellystens Klipper saa nær, at de kunde
forlyste sig med en kort Beskuelse af dette nydelige Sted; og
derefter besluttede de altid at fortsætte deres Reyse uden nogen
anden Afvigelse.
Fornuften lod sig alt for ofte ved disse Løfter overtale til
at vove sin Seylads inden for den yderste Rand af Umaade¬
ligheds Svælg, hvor Vandets Omløb var vel kun svagt, men
dog hindrede Skibets Fart, og drog det, ved uformærkte Om¬
dreyelser nærmere og nærmere til Middel=Puncten. Hun for¬
trød da sin daarlige Formastelse, og med all sin Magt stræbte
at gaae tilbage, men Svælgets Magt i at drage Skibet til sig
var allmindeligen for stærk til at overvindes, og efter at den
Reysende havde med en fornøyelig og hovedsvimlende Hastig
hed dantset omkring i Cirkeler, blev han omsider overvældet
og druknet. De faa, som Fornuften kunde redde derfra
igien, fik gemeenligen saa mange Stød paa de Kanter, som
skøde ud fra Vellystens Klipper, at de kunde ikke fortsætte
deres Reyse med den samme Styrke og Læthed som tilforn,
