men fløde frem frygtagtigen og skrøbeligen, i Fare for at om¬
kastes af enhver Vind, og at slaaes i tu af enhver Bølge, ind¬
til de omsider lidet efter lidet gik under, efter at de længe havde
stræbt og brugt utallige Midler for at redde sig; stedse bejam¬
rende deres egen Daarlighed, og advarende andre for at kom¬
me nær ved Umaadeligheds Svælg.
Der vare Kunstnere som gave sig ud for at oprette den
Skade og at stoppe de Huller, som de Skibe havde faaet, der
vare blevne stødte paa Vellystens Klipper. Mange syntes
at have stor Tilliid til deres Kunst og Dygtighed; der vare og
nogle, der havde kun faaet et enkelt Stød, som bleve ved disses
Hielp bevarede fra at siunke, men jeg merkte, at faa Skibe
holdt længe ud, som havde været meget flikkede; det befandtes
ey heller at Kunstnerne selv kunde flyde længere end disse som
havde mindst brugt deres Hielp.
Den eneste Fordeel, som de Forsigtige havde frem forde
Skiødesløse, paa Livets Reyse, var, at de sank sildere, og
meere pludseligen; thi de seylede frem, indtil de havde under¬
tiden seet alle dem omkomme paa Veyen, i hvis Sælskab de
vare gaaet ud fra Barndommens Stræde; og omsider bleve
de omstyrtede af en Kaste=Vind, uden at plage sig med Mod¬
stand, eller at føle Angester af Forventelse. Men de, som
havde ofte stødt paa Vellystens Klipper, sank gemeenligen i
en kiendelig Grad, og stridende længe imod det indtrængende
