det slog ham feyl. Herremanden, som han var recommen¬
deret til, tog imod ham med stor Høflighed; men da han læste
Brevet, blev han forandret i sit Ansigt, og lod see utvilagtige
Tegn af Sorg og Fortrydelse; derpaa tog han Evander
ved Haanden og sagde: Min Herre, jeg agter det neppe for
en mindre Ulykke for mig selv end for eder, at J kom ikke fem
Minuter før med eders Ansøgning. Den Herre, hvis Brev
J bringer mig, ønsker jeg at tiene frem for nogen anden; men
jeg har nu nyeligen givet Kaldet til den Person, som J saae
tage Afskeed, da J kom ind i Stuen."
Denne Erklæring var et Stød, som Evander havde
hverken Dygtighed til at afværge, eller Magt til at staae imod.
Han hørte, hvor meget hans Vens Recommendation for¬
maaede, endskiønt han vedste det ikke saa tiligen, at det kunde
givet ham større Haab; han hørte at han var kun kommet faa
Minuter for silde, omendskiønt han havde Aarsag til at troe
at hans Ansøgning var kommet ligesaa mange Dage for silde;
disse vare Omstændigheder, hvilke hans Jndbilding strax be¬
nyttede sig af til at giøre hans Vanlykke desstørre; disse pøn¬
sede han ideligen paa med en ubeskrivelig Græmmelse, han for¬
talte dem til enhver af hans Venner, og beklagede sig derover
med de allerhæftigste Bevægelser. Og dog alligevel, hvad
var hændet Evander meere end han ventede, intet af det han
eyede var formindsket, ingen Muelighed til Befordring var
ham afskaaret; og i Henseende til hvad han kunde vente og hvad
han virkeligen havde, var han i samme Stand som om han
aldrig havde hørt tale om at det Kald var ledigt, hvilket han
mueligen kunde have bekommet; men Evander jamrede sig
under Jndbildingens Tyrannie, og ved sin ugrundede Knur¬
