ren drev Rolighed udaf sit Hierte, fordi Tiden var ikke blevet
opholdt i sit Løb, og fordi der ikke var skeedt et Mirakel for at
forskaffe ham et Præstekald.
Agenor, der havde faaet det Kald som Evander
søgte, havde ikke mindste Tvivl om at naae sin Ansøgning;
hans Caracteer var ustraffelig, og hans Recommendation af
den Beskaffenhed, at man troede ikke at nogen anden kunde
giælde derimod; han tog derfor imod hans Befordrers Naade
uden nogen indvortes Bevægelse; han ansaae sin Lykke som en
Tildragelse, der var skeedt, ligesom Regn og Soelskin, ved
naturlige Aarsagers sædvanlige og ordentlige Virkning; og
tog Besiddelse af sit Embede med samme Sinds Beskaffenhed,
som han vilde have høstet en Mark, som han havde saaet, eller
taget imod Renter af en Capital, som han havde sat i et Huus
eller Jordegods. Men da han ved en Hændelse havde faaet at
høre den Beretning, som var blevet udspredt af Evanders
Venner, blev han strax rørt og erkiendte sin gode Lykke; hans
Sind kom i saadan en Bevægelse da han saae tilbage, og efter¬
tænkte hvor stor Fare han havde været udi, at han kunde neppe
troe at den var forbi. "vilket stort Guds Forsyn var det
sagde han, at jeg om Morgenen ikke blev og drak en Skaal
Thee meere, at jeg fandt en Hyre=Vogn ved Enden af Gaden,
og at jeg blev ikke forsinket paa Veyen? Hvilken Foran¬
dring var her skeedt i Agenors Sind og Tanker om hans Be¬
fordring og Velstand, og om de Midler, hvorved han havde
naaet den, og dog havde han ikke vundet meere end han vente¬
de; han havde ikke seet sin Fare saa tiligen, at den kunde ind¬
jage ham Frygt; hans Kalds Jndkomster vare ikke forøgede;
Guds Forsyn havde ey heller videre befattet sig dermed, end
