med den Stoiske Philosophies Værdighed, i fald han kunde
beholdt samme i ulykkeligere Omstændigheder.
Det hændte sig at jeg i gaar besøgte Curio igien. Jeg
fandt ham i hans Kammer; hans Hoved var indsvøbt i Flo¬
nel, og hans Ansigt var bleegt. Jeg blev forbauset over at
see disse Sygdoms Tegn; og spurte med en oprigtig Bekym¬
ring, hvorledes det var med ham. J det Øyeblik han hørte
mit Spørsmaal, sprang han op af sin Stoel, løb imod mig,
tog mig ved Haanden, og sagde til mig, i en Henrykkelse, at
han var i Himmelen.
Hvad Forskiæl i Curios Omstændigheder gjorde denne
Forskiæl i hans indvortes Følelser og i hans Opførsel, hvad
ugemeen Fordeel var nu tilfaldet den Mand, som tilforn havde
Beqvemmelighed og Sundhed, Ungdom, Overflødighed og
Skiønhed? Curio havde i de ti Dage for denne min sidste Be¬
søgelse været plaget med Tand=Piine; og havde for en Time
siden faaet Lindring, ved det han havde ladet den trække ud.
Og er den menneskelige Fornuft da saa afmægtig, og
Jndbildingen saa vanartig, at vi kand ikke finde Fornøyelse i
Livets Beqvemmeligheder førend de have været tagne fra os?
Er det ikke mueligt, at vi, ved Eftertanke, kand giøre det til en
virkelig Lyksalighed, at vi ere ikke ulyksalige? Kand den, der
haver Beqvemmelighed og Sundhed, hvis Mad er ham vel¬
smagende og hvis Søvn er sød, erindre sig, uden inderlig Glæ¬
de og Fornøyelse, de Tider, da han vansmægtede formedelst
Leede til Mad, og tallte Nattens Timer i en kumerfuld Uro¬
lighed?
Aa
