Jeg ønske
mit gandske Hierte, at der var intet Skin
af Sandhed i denne Anmærkning; men jeg frygter, at de flest,
Mænds Koner, ligesom deres andre Eiendomme, tabe gemeen
ligen noget af deres Velbehagelighed, naar de have i nogen
Tiid hørt dem til. Vakkre Midler, vakkre Huuse, vakkre
Hauger, vakkre Eqvipager give deres Eyermænd kun liden
Fornøyelse, saa at vi hver Dag overtræde det tiende Bud, ved
at begiære vor Næstes Huus, vor Næstes Hustrue, eller noget
andet, som hører vor Næste til.
Jeg vil ikke paatage mig at afgiøre, hvoraf denne
onde Art hos Menneskene har sin Oprindelse. Min
Ven, som aldrig tænker saa meget, at det kand forvirre
ham, legger Skylden paa den menneskelige Natur. Han
siger, at Menneskene ere i alle Maader just hvad de vare
beskikkede til at være, og at vi have den samme Aarsag
til at være vrede paa en Biørn fordi den ikke er et Men¬
neske, som paa et Menneske, fordi det har et Menneskes
Ufuldkommenheder.
At vi ere skrøbelige af Naturen er alt for vis en
Sandhed; men det er vor Trøst, at Han som giorde os
saa, venter ikke Fuldkommenhed af os, og vil tilgive de
Forseelser, som komme ikke af forsætlig Fordervelse eller
modtvillig Ulydighed.
De Gamle have haft en kortvillig Fabel om Men¬
neskenes almindelige Skrøbelighed; hvilken Fabel jeg aldrig
har seet i vort Lands Sprog, og derfor har vovet at
over
