havde behaget hende i de fire første Aar af vores Ægteskab
at leve i Stilhed ude paa Landet, og at anvende sin Tiid
paa at sørge for hendes Bord, at besøge hendes Naboer, eller
see til hendes Amme=Stue, og dersom hun nogen Tiid yttrede
nogen Længsel efter Stadens Forlystelser, saa kunde jeg lette¬
ligen stille den igien, ved det jeg sagde til hende med en bevæ¬
gelig og kiærlig Stemme: Min Hierte, vi vilde gandske vist
see London i Aar, men mine sidste Breve derfra fortælle mig,
at Smaakopperne regiere der meget stærkt. Men ikke saa
snart havde hun hørt tale om Jndpropningens fordervelige
Fremgang, førend hun paastod at ville forsøge den, og det
gik vel; men da hun nu har til intet gjordt mit gamle kraftige
Argument, hvormed jeg kunde holde hende paa Landet, saa
lod hun mig ikke have nogen Roe førend jeg maatte iile med
hende til Staden, og hun arbeyder nu med største Fliid paa
at oprette hvad hun har forsømt i fire Aar, i det hun med det
kækkeste Mood søger alle de Sælskaber og Forlystelser, som
3hun mueligen kand tage Deel i,
Den Slutning jeg vilde giøre af min Vens Historie, er,
ikke at Nationen har herved mistet en beqvem Bussemand til
at holde Fruentimmerne ude paa Landet; en Misbrug, som
jeg ingenlunde vilde holde med; men alleneste at vise vore skarp¬
sindige Statsmænd, som ville udforske vigtigere Aarsager, at
det utvilagtigen maae tilskrives Jndpropningens Tiltagelse,
og de Forandringer, som ere skeedte ved Landeveyene, at saa
mange
