hed; J kommer dem ikke ved. De ere uvedkommende, ube¬
kiendte, som J anmoder om at være godgiørende; de ville ikke
være det imod eder, de ere det maaskee imod andre; og dersom
J ikke trængte, da vilde J ikke kræve noget af dem.
Men, min Herre, forestiller J eder ret hvad en Søn er?
Veed J hvorledes mand anseer ham, hvad man venter af ham,
hvad hand er for eder? Er hand for eder et Menneske ligesom et
andet? Ah! her er det, at mig fattes Ord til at forklare mig;
her er det at mit Hierte bliver beklemt; her er det at jeg udstaaer
det som ikke er Smerte, som ikke er Fortvilelse; men noget som er
grummere end alt dette. Ja, mand lever endnu; der er endnu
noget Mood og Styrke tilbage, naar mand føler Smerte og
Fortvilelse; og jeg, min Herre, jeg lever ikke meeere, jeg har in¬
tet meere tilbage af Livet end en Følelse af Sorg, som betager
mig, som forstyrrer og som bespænder min Siæl, som lader
mig hverken have Frygt eller Haab, som fortærer mig. Menne¬
skene forskyde og forlade mig nu; men det er endnu ikke andet
end at være forskudt og forladt af Menneskene; men min Søn
forskyder og forlader mig ligesom de, og det er at være forskudt
og forladt af den heele Natur. Hand var min eneste Bistand,
min Tilflugt; men en Tilflugt, som mig synes at intet kunde
betage mig, som hørte mig til, som beroede hverken paa Menne¬
skenes Gunst eller deres Barmhiertighed: Enten min Søn
maatte være ædelmodig eller ey, saa var dog Naturen, de
forudfattede Meeninger selv, den Optugtelse som mand giver
sine Børn, den ømme Kiærlighed mand har til dem, den Vane
de ere komne i med at ære deres Fader, alting var mig Borgen
for min Søns Kiærlighed til mig; alting forsikkrede mig om
at denne Kiærlighed var min Formue; alting i hans Hierte
burde undtage mig fra andre Mennesker; havde der ikke været
