hindret næsten i alt hvad jeg har foretaget. At forlade
den Sag jeg har slaaet mig til, vilde bringe mig i Unaade
og Vanære; og at fare længere fort deri, vil næsten
ødelegge mig. Jeg lever ligesom i en bestandig Krig
med de fornemste Herremænd i Amtet, og bliver forban
det af mine Forpagtere og Underhavende, fordi jeg tvin¬
ger dem til, saa ofte der skal vælges et Parlaments¬
Lem, at give deres Stemme, (som det behager dem at
sige til mig) imod deres Samvittighed.
Min Hustrue og jeg havde engang fornøyet os med
den Tanke, at vi vilde være nyttige for vore Naboer,
ved at uddeele vore Almisser til de Fattige og Vindskibe¬
lige; men ved den bestandige Tummel hvori vi leve, kand vi
ikke selv udsøge dem som ere værdige til at nyde vor Gødhed;
og de som vi betroe dertil, beholde enten selv vore Gaver,
eller uddeele dem til saadanne som en fortiene dem. Naar
vi om Aftenen gaae til Sengs, udbryde vi i Klagemaal over
Dagens Fortrædeligheder, og bede hierteligen om at faae den
Roelighed igien, som alleneste gjorde os Sælskab i vor nedrigste
Stand.
Dette, min Herre, er min Historie, og dersom J giver
den Sted i eders Blade, da kand den tiene til at indprente
denne vigtige Sandhed, at naar der undtages Smerte, Syg¬
dom og den yderste Trang, da kand ingen udvortes Foran¬
dring i et Menneskes Omstændigheder giøre ham mere varag¬
